søndag den 20. april 2008

Uge 11 – Patruljetur


Så kom ugen, hvor vi skulle på den frygtede patruljetur. Rygterne havde gået på, at det blev 4 dage, med minimalt søvn og vi nærmest kun fik det mad, vi selv kunne finde i skoven. Helt så hårdt blev turen dog ikke.
Vi startede mandag med at stille ude i appelgården, med vores fuldt pakkede rygsække. Her blev vi bedt om at pakke det hele ud igen, så sergenterne kunne kontrollere, at vi ikke havde taget noget med, vi ikke måtte. Der var meget præcist skrevet ned, hvad vi måtte medtage. Vi måtte enten have 10 smøger eller 100 gram chokolade med. Alt andet slik og cola var bandlyst. Så vidt jeg kunne se, blev der ikke fundet for meget i nogens oppakning, så vi fik lov at pakke sammen igen. Turen skulle foregå i en stor skov, ca. 20 km fra kasernen. Vi havde hørt, vi ville komme til at gå rigtig meget på turen, men vi blev da heldigvis kørt derud, så humøret var højt fra starten. Vi blev sat af i kanten af skoven, hvor vi trak ind, blev sløret, og fik ladt op i vores magasiner. Efter det skulle vi gå ned mod det sted, vi skulle være resten af dagen. Da vi havde fået lagt vores rygsække i en stor cirkel, skulle vi i gang med dagens undervisning. Her lærte vi forskellige ting, de fleste havde vi dog hørt før. Det nyeste og mest spændende var agent kontakt. Det er noget man bruger, når man fx skal have forsyninger eller informationer af forskellige ”agenter”. Da alle havde været rundt ved de forskellige steder, blev vi samlet igen, og fik info om nattens program. Den stod på patrulje i et bestemt område, hvor vi skulle lede efter fjenden. Her fik jeg dog en speciel opgave. Jeg skulle være radiomand for Præmier løjtnanten. Det bestod i, at jeg skulle rende rundt med en 10 kg radio på ryggen, og lytte på en anden frekvens end den præmier løjtnanten selv lyttede på. Dette betød også, jeg ikke skulle med min egen gruppe ud på patrulje. Mens jeg blev lært op i arbejdet som radiomand, var min gruppe ude og træne agent kontakt. De skulle nemlig hente vores aftensmad. På dette tidspunkt var kl. omkring 16.00 og vi havde ikke fået mad, siden morgenmanden kl. 06.00. Så de fleste var efterhånden godt sultende. Alle kiggede dog lidt, da gruppen kom tilbage med maden, for hvor jeg havde forventet at se en masse feltrationer, kom de i stedet bærende på en masse kasser med fisk i. Så alle fik udleveret en hel fisk med hoved, hale og slim på, en kartoffel, et løg og en gulerod, og så var det ellers bare i gang med at lave aftensmad. Vi havde et stort bål, så da gløderne begyndte at melde sig, blev det hurtigt fyldt med sølvpapirspakker med fisk og kartofler i. Min fisk blev overraskende god, hvorimod kartoflen ikke blev helt god inde i midten. Men når man er sulten nok, ryger det hele ned. Da vi havde spist, satte vi os til at vente på, det blev mørkt og aftenens strabadser kunne begynde. Jeg skulle som sagt følge med PL efter gruppe 2. kl. 21.15 begiver vi os ud i skoven for at afsøge området. Efter at have fuldt gruppe 2 små 2 timer, bliver der kaldt over radioen at en fra gruppe 3 er kommet til skade, så PL og jeg slipper gruppe 2, og går over for at mødes med den til skade kommende. Han er vredet om på foden. Vi får ringet til senior, som kommer og samler ham op. PL og jeg bevæger os nu ud for at finde gruppe 3, som vi følger resten af natten. Kl. 01.30 mødes vi alle tilbage ved taskerne. Her sluttede dagen dog ikke, da vi først nu skulle til at gå hen til vores lejr sted. Så for mig betød det, en dejlig gåtur med rygsækken på ryggen, og den dejlige radio på maven. Det var ikke alt for nemt at gå med, skal jeg hilse og sige. Jeg var dog ikke den eneste som måtte slæbe andet end sin taske. Vi havde nemlig også 5-6 30 liters vanddunke, førstehjælpstasker, panserværnsvåben og andre fælles ting, som skulle fragtes med. Ved 3 tiden nåede vi endelig frem til stedet, hvor vi skulle slå lejr. Det var godt inde i en skov, så det var pænt mørkt, og svært at se noget. Så i stedet for at slå en bivuak op, valgte jeg bare at smide min teltflage på jorden, og så ellers ligge mig ind under den, sammen med mine ting. Der gik ikke mange minutter før jeg sov, for det havde været en rigtig lang dag, hvor vi havde været oppe og i gang i omkring 22 timer i træk, så jeg var pænt smadret. Jeg blev da også rigtig glad (NOT), da jeg kl. 07.00 blev vækket, fordi jeg skulle op, og holde en times vagt. Den gik nogenlunde smertefrit, og jeg skyndte mig tilbage i soveposen for at få mere søvn. Det lykkes fint, for vi stod først op kl. 12. Dagen kom ikke til at bestå af det store, vi havde lidt undervisning, hvor vi bl.a. trænede vand overgang, som rygtet gik på, vi også skulle igennem en af dagene. Ellers stod den mest på afslapning, mens vi ventede på, der skulle dukke noget mad op. Det gjorde der ved 5 tiden. Denne gang var det den velkendte feltration. I stedet for at få en hel for sig selv, skulle vi være 2 om at dele en. Det var dog til at overleve, for der var masser af mad i. Da det var blevet mørkt, skulle vi ud på nattens mission. Missionen var at vi skulle overvåge en gård, og tage notater over, hvad der var sket. Så vi sneg os bedst muligt i skyggerne op mod gården, hvor vi stoppede ved et læ hegn. Der lage vi os ned, klar til at holde øje med, hvad der skete. I alt lå vi der en time og kiggede, og det vi opdagede var: 2 GD’ere som kørte lidt frem og tilbage, 3 personer som gik lidt rundt, og et enkelt lysraket som blev affyret. Da vi havde ligget der en time, begyndte vi tilbagetrækningen til lejren. Da alle 3 tropper var vendt tilbage fra deres forskellige missioner, drog vi af sted mod vores nye lejr. Det gik noget nemmere en sidste nat. Nok fordi jeg ikke længere havde radioen at gå med, samt vi havde fået noget mere søvn end dagen før. Da vi ved 3 tiden nåede frem, gentog jeg succesen fra natten før, hvor jeg bare smed teltflagen over mig, og så sov jeg fint der.
Vi stod op ved 11 tiden, da der skulle skrives en lille rapport om nattens oplevelser, som skulle afleveres til PL kl. 12.00. Dagen lignede meget den fra dagen før, hvor vi hurtigt trænede nattens mission, som bestod i at skulle overfalde en bil, og sprænge den i luften. Da det var klaret, stod den mest på afslapning, mens vi ventede på maden forhåbentlig ville indfinde sig. Dagen blev dog afbrudt af bl.a. en brand i første deling, så vi måtte alle løbe alt hvad vi kunne ca. 1 km ud over markerne for at nå ned til første deling med vores vand. Da vi kom frem, havde de dog ilden under kontrol, og den var stort set slukket. Det var en lysraket som havde antændt det tørre lyng. Så det blev hurtigt besluttet, at de ikke måtte bruges til bil overfaldet senere på natten. Kl. 16.00 gik gruppe 3 ned til agenten for at hente mad, og endnu engang var det feltrationer, så vi blev dejlig mætte igen. Lige inden vi skulle til at af sted på nattens øvelser, var der en fra delingen som fik det rigtig dårligt, og det endte med der blev ringet efter en ambulance. Det var noget med, at han havde taget noget medicin og havde fået en dårlig reaktion på det. Da han var blevet afhentet, og alle var tilbage, tog vi vores rygsække på ryggen og begyndte at gå mod nattens mission. Efter at have gået et godt stykke tid, fandt vi en lysning, hvor vi aflagde vores rygsække, og forsatte uden dem. Efter at have gået et godt stykke mere, fandt vi endelig nattens mål. Min gruppe skulle beskyde køretøjet bagfra. Mens de 2 andre grupper henholdsvis skød forfra, og gik ind for at ransage bilen og efter følgende sprænge den i luften. Missionen blev fuldført perfekt, og vi trak os tilbage, og begyndte tilbage marchen mod vores rygsække. Dem der første an havde dog lidt problemer med at finde dem igen, så vi fik gået lidt ekstra i forsøget. Da rygsækkene var blevet fundet, var det hurtigt op på ryggen med dem, og så ellers af sted mod vores sidste lejrplads på denne tur. Om morgenen stod vi op ved 9 tiden og spiste resterne af vores feltrationer. Kl. 10 blev vi samlet og fik lidt info om ham der var røget på hospitalet, at han havde det godt, og allerede om aftenen var blevet udskrevet og kørt tilbage til kasernen. Vi kunne nu efterhånden begynde at se enden på patruljeturen, vi manglede nu kun vandpassagen. Den kom til at foregå i en sø, hvor vi skulle gå eller svømme omkring 30 – 40 meter. Så oppe på bredden var det hurtigt af med alt tøjet, og så i regntøjet, og så skulle der ellers laves en ”karamel”. Det er at man ligger sin teltflage med sin rygsæk, basis og hvad man ellers har inden i. Så tager man en pløk og sætter alle hullerne i teltflagen ned over. Til sidst sætter man sine barduner over, for at holde det hele sammen. Min holdte heldigvis, så mine ting blev ikke våde. Vandet var rigtigt koldt, men det var bare hurtigt i, og så over på den anden side, og hurtigt i tøjet igen. Da vi var kommet over på den anden side, og fået tøj på igen, holdte lastbilerne klar til at køre os tilbage til kasernen, hvor der kun ventede vedligeholdelse og kaserne rengøring, og så fik vi fri.


(sådan ser karamellen ud)


Alt i alt har det været en fed tur her bagefter. Mine fødder er godt nok noget smadret, for vi har gået rigtigt meget, men vi har fået rigeligt med måde mad og søvn. På den konto var det kun den første dag, som var lidt hård. Vi havde heldigvis også vejret med os, da det overhoved ikke regnede på hele turen, så det var lækkert. Det var samtidig vores sidste uge i felten udover den allersidste kontrol øvelse, så de sidste uger kommer til at foregå på kasernen. Næste uge kommer bl.a. til at byde på et besøg i gaskammer med CBRN maske på.


1 kommentar:

Anonym sagde ...

Det lyder som en tur jeg var på i Ålborg. Det er meget sjovt at prøve... God vind fremover.

A fellow soldier