søndag den 6. april 2008

Uge 9 – Så er der også skudt med LMG M/62

Det var svært at komme op mandag morgen, efter en alt for kort weekend, vi kunne dog heldigvis se frem til en dejlig kort dag. Efter appel skulle vi til et 2 timers foredrag, om bevogtning af kasernen, da vi snart skal til at sidde deroppe. Jeg er dog heldigvis kun reserve en mandag, så slipper for at sidde deroppe en weekend. Efter foredraget havde vi en lille handlebane med 4 poster, hvor vi gennemgik forskellige situationer, man kunne komme ud fra, når man sad i vagten. Som sergenten sagde: ”Det er vagten, der har magten”, det skulle vi altid bare huske på, hvis nogen ikke gjorde som der blev sagt. Da vi havde været igennem handlebanen, var der frokost og så delingsfører tid. Der havde vores sergenter bestemt, vi skulle øve eksercits, da det efter deres udsagn, ligner pis når vi går. Så efter en times tid med det, kunne vi aftrædes og holde fri resten af dagen. Her var kl. kun omkring 14.00 så man kunne nemt nå at lave andre ting. Jeg valgte at tage ud og besøge en jeg havde gået på Mommark med, som arbejde ved Sanistål i Holstebro.

Tirsdag startede alt for tidligt. Kl. 06.30 skulle vi stå klar i appelgården, for vi skulle i svømmehallen. Der gik rygter om vi skulle løbe derned, men det var jeg sikker på var en aprilsnar. Det fandt jeg dog ud af det ikke var. Så vi måtte op på 2 rækker og så løbe ned i Holstebro by, for at komme i svømmehallen. Her skulle de teste os for, hvordan vi reagerede i vand. Det var rimelig nemme test, svømme en bane frem og tilbage på den korte led, hoppe fra 3 meter vippen samt ned og røger bunden på det dybe, og så dykke en halv bane på den korte led under vandet. Efter en time i var det hurtigt op og blive skyllet, og så ud foran og stå og vente, inden vi skulle løbe tilbage igen.
Efter et hurtigt bad og omklædning til kampuniform, var det ud og hente våben, og så i rask trav ud i felten. Her skulle vi træne indrettelse af kampstilling samt kamp fra stilling. Da 3 og 4 deling havde haft det samme om mandagen, var vores skyttehuller dog gravet, så det var vi meget glade for. At grave et skyttehul til 3 personer i 175cm dybde tager alligevel lidt tid. Dagen gik så ud på at vi på skift skulle være i skyttehullerne og forsvare, eller angribe ude fra terrænet. Det var rigtig sjovt. Da vi havde trænet det en masse i dagslys, spiste vi aftensmad og ventede på, det skulle blive mørkt, så vi kunne træne det igen der. I mørke var det noget svære at se fjenden, selvom det fløj rundt med lysraketter og andet, som i glimt lyste op. Ved 23 tiden var alle ved at være igennem, og vi troede vi skulle til at hjem af. Der skulle hullerne dog lige dækkes til igen, og det tog lidt mere tid end beregnet, men til sidst var de da dækket til, og vi marcherede hjem mod kasernen, hvor der ventede en dejlig vedligeholdelse. Da klokken blev 01.30 lå jeg endelig i min seng, og der gik ikke mange sekunder, før hele stuen sov, de få timer der var til rådighed før onsdag startede.

Onsdag morgen væltede vi, tidligt som altid, ud af sengen og gjorde klar til dagens strabadser. Den stod igen på handlebane. Vi startede dog først med nogle forskellige formationer, hvor vi så skulle rykke ud på vores plads, når vi blev beskudt. Handlebanen var noget af det samme. Vi gik på 2’er kolonne, og når vi så blev beskudt skulle vi rykke frem på spredt orden og besvare inden. Forskellen var bare, at nu var der rigtige momenter, som skød på os. Det var en rigtig sjov handle bane, hvor vores gruppefører bl.a. mente vi lige skulle passere en god å, så man lige kunne få testet om man havde sværtet sine støvler ordentligt. Mine holdte nogenlunde vandet ude. Det var kun i toppen ved buksebenet der kom lidt ind. Efter handlebanen, hvor vi bl.a. var blevet beskudt med en LMG M/62, var der en del skud tilbage til den, så der fik alle, som havde lyst, chancen til at fyre et par bønner af med den. Om aftenen var der foredrag med en jæger fra Jægerkorpset. Det var jæger nr. 175, og han havde været i tjenesten i over 30 år, så han havde mange røverhistorier at fortælle. Udover det havde han rigtig mange billeder og film med, samt utroligt meget udstyr. Fx en sniper riffel som virkelig gav hovedpine at blive skudt af, som han sagde.

Torsdag skulle vi på skydebane. Her skulle vi øve nærkampskydestilling. Først 10 skud forfra, så 5 skud fra hver side, hvor man drejer sig, og til sidst 10 skud bagfra, hvor man vender sig 180 gr. Dette var alle fra 15 meters afstand. Ved anden skydning, skulle vi gøre de samme ting, så bare fra 25 meters afstand. 3 skydning prøvede vi, hvor vi gik lige så stille fremad, og når der blev råbt, skulle vi indtage rigtig skydestilling og skyde. Til sidst var der kontrolskydning.
Imens man ikke skød, var der ventelektioner i knob og håndgranat kast. Knob brugte vi ikke lang tid på, for granat kast var noget sjovere. Sjovere lige ind til sergenten var væk i 5 min. og nogen syntes det var sjovt, at se, hvor langt man kunne kaste dem, og det endte med 2 stk. blev væk. Så det brugte hele delingen flere timer på at leder efter, men de var bare pist væk. Vi lavede flere kæder, hvor vi kravlede med 1meters mellemrum og gennemsøgte det hele. Til sidst havde vi endda vores feltspade fremme, og hakke alt jorden op. Dette foregik igen i en kæde. Vi fandt dem aldrig, men fik til sidst lov at tage hjem og vedligeholde.
Om aftenen skulle vi have haft nat o-løb, men da der ikke var lygter nok til alle, blev det flyttet, så vi lavede det var 18.00 til 20.00 ca. Jeg valgte at løbe alene, og det gik fint, det var kun post 4, som jeg fuckede helt op i. Indtil jeg til sidst fandt ud af jeg stod på den forkerte vej. Men da den blev fundet kørte det bare derud af. Kom i mål på 1 time og 1 minut, så det var ok, når jeg tænker på hvor lang tid jeg brugte ude ved post 4.

Fredag skete der ikke det store. Vi var ovre og få taget billeder til vores regimentsfoto. Ellers fik vores våben lige en ekstra omgang olie inden Borris i næste uge. Vi nåede også et smut ovre på forhindringsbanen, for at blive omskolet til de sidste 10 forhindringer. Så nu kan vi træne på hele banen. Sukkenes dal var ikke så slem, som den så ud. Til sidst var der kaserne rengøring og et lille foredrag fra chefen, og så blev vi trådt af.

Næste uge kommer til at foregå nede i Borris, hvor vi skal bo fra mandag til torsdag. Her skal vi have en masse skydninger med skarpt bl.a. med panserværnsvåben M/95. Vi skal også skyde om et feltskyttemærke. Ellers er der forskellige handlebaner, og nogle 5 – 10 & 15 km marchs.


Lidt data om LMG M/62

Kaliber : 7,62 mm
Vægt: 11,6 kg
Længde: 122 cm
Pibens længde: 67 cm
Riffelgange: 4
Skudkadence: ca. 1200 skud/min.
Skudafstand på støtteben: indtil 600 m
Skudafstand i feltaffutage: indtil 1000 m
Mundingshastighed: 820 m/s
Kampviser: 300 m


Ingen kommentarer: